Genbyg.dk lancerer Genbyg Design – møbler lavet af genbrugsmaterialer

Genbyg.dk har i over 10 år specialiseret sig i opkøb og videresalg af brugte byggematerialer, både online og i deres butik på Amager
Landevej. Nu tager de skridtet videre og lancerer Genbyg Design: døre, gulve og andet kvalitetsmateriale bliver forvandlet til bæredygtigt
genbrugsdesign med historie og sjæl.

Daglig leder af Genbyg.dk, Jesper Holmberg Hansen, udtaler: ”Der er begyndt at ske en rigtig spændende udvikling indenfor genbrug, og
vi vil gerne være med til at bryde grænser, sådan at genbrugstanken indenfor vores felt ikke begrænser sig til udskiftning af døre og vinduer. Det er faktisk muligt at få helt nye og originale ting ud af nogle til tider ordinære materialer, som i værste fald ellers ville være blevet
smidt ud.”

Hidtil har Genbyg.dk selv leget sporadisk med møbelproduktion, og forretningen modtager da også jævnligt fotos fra privatkunder, der
dokumenterer folks evner til at se nye og opfindsomme muligheder i de ting, Genbyg.dk sælger. Men nu har Genbyg.dk besluttet at sætte
det i system via Genbyg Design, og udfordringen for firmaet bliver derfor at kunne fremstille serier af det samme design, selvom der ikke
er garanti for, at genbrugsmaterialerne løbende vil være til rådighed.

”Der findes masser af sjove eksempler på nettet, hvor folk har været virkeligt kreative med genbrugsmaterialer. Problemet har indtil videre
været, at den slags sjældent kommer videre end prototypen og den gode ide, fordi tanken om serieproduktion ikke har været tænkt ind fra
starten. Og her har vi også selv en stor udfordring, når vi skal beslutte, hvilke designs vi vil sætte i produktion. Selvfølgelig skal der være
plads til unikaer, men selv når vi arbejder ud fra et standardiseret design, vil der altid være de sjove afvigelser i genbrugsmaterialerne, så
folk vil alt andet lige ende med et unika i deres stue. Det er det bedste fra begge verdener, som vi ser det.”

Tre borde med hver sin historie

Genbyg Design lægger stærkt ud med bl.a. tre forskellige serier af borde, der på hver sin måde viser, hvordan materialer med patina og
historie tager sig ud i nye omgivelser. Et af bordene består således af en fyldningsdør, der er blevet skåret til og beklædt med sortmalede
fyrretræslister og har fået tilføjet en slebet glasplade, så fyldninger og slitage fremstår klart gennem bordet.

”Det er både stilfuldt og meget rough – vi mente nok, vi var inde på noget af det rigtige, da vi skulle have prototypen fotograferet, og bordet
faktisk blev afsat til en ven af fotografen, inden det kom ud af fotostudiet.” griner Jesper Holmberg Hansen.

Kun fantasien sætter grænser

Genbyg Design bruger deres egen snedker til at fremstille møblerne,
og det er tanken at inkludere eksterne designere, så der løbende kommer friske perspektiver på, hvordan materialer fra Genbyg.dk kan omsættes i Genbyg Design. Allerede nu er der et samarbejde i gang mellem Genbyg Design og forskellige kreative ildsjæle, bl.a. nyuddannede
unge fra møbel- og rum linjen på Danmarks Designskole i Kolding.
De tre borde markerer således bare starten på, hvad der forhåbentligt
bliver et bredt og varieret sortiment af spændende møbler.

”Det er meningen, det skal være sjovt.” siger Jesper Holmberg
Hansen. ”Fordi et forretningskoncept er idealistisk, behøver det
hverken være frelst eller kedeligt. Det er i virkeligheden et spørgsmål
om tage en tur rundt på vores store lager af brugte materialer og så
lade sig inspirere. Derfra er det kun fantasien, der sætter grænser.
Samtidig er det vores håb, at Genbyg Design kan være med til at åbne
folks øjne for den del af vores forretning, der beskæftiger sig med den
mere jordnære genbrug i form af brugte byggematerialer. Det er godt
for miljøet, der er penge at spare – og så er det faktisk ret sjovt at
følge med i, hvad vi løbende får ind, uanset om man er på udkig efter
en speciel type mursten eller et superfedt designerbord.”

Se produkterne på www.genbygdesign.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Min kurv
Din kurv er tom.

Når du lægger varer i kurven, kan du se dem her.